Filmaften 15.12.2005.


Så har vi haft årets sidste RAT aktivitet, halvanden uge før Jul. Det var inde hos TriumphCity hvor vi skulle se filmen "Johnny English" fra 2003. Her spiller Rowan Atkinson den engelske superagent Johnny English (ligesom James Bond), der endnu en gang skal redde verden. Hans motto er: "He Knows No Fear. He Knows No Danger. He Knows Nothing." Og så går løjerne i gang. Af reaktionerne at dømme, så mente mange, at filmen var hylende morsom.

Men vi starter lidt før. Kl. 18 kom jeg med AV-udstyret ind til TriumphCity hvor Karl og HJ allerede havde sat filmlærredet op. Denne gang havde jeg husket alle dimser og vi kunne sætte udstyret op uden problemer og teste lyd og billede i god tid før kl 19. Så var der tid til hyggesnak med de første der ankom lidt før kl. 19.

Der var 14 tilmeldte, men der kom 25 Triumph entusiaster. Pizzamanden kom med nogle pizzaer lige til tiden, og Hans-Jørgen hade stillet øl og sodavand frem. Jeg drillede deltagerne lidt med, at der var nok pizza til dem, der havde tilmeldt sig. Men vi havde bestilt lidt ekstra så alle fik noget. Der blev faktisk pizza til overs.

Der var ellers lidt benzin-snak rundt omkring i forretningen og ude i værkstedet. Sjovt at kigge på cykler og udstyr samtidig som man snakker lidt benzin. Der var vist også nogen der fik startet en cykel indendørs og skræmte livet af de andre med alt den støj. Jeg nævner ingen navne.   :-)

Lidt efter halv otte så startede vi selve filmen. Det viste sig være en stor succes med mange gode episoder. Trods det, at filmens Triumph kun kunne ses i måske 15 sekunder sammenlagt. Vi fik blandt andet nogle nye ideer til, hvordan man kan håndtere politiets automatiske fartkameraer.

Mens nogle kiggede film så var der andre der passede på at snakke mere benzin og motorcykler med hinanden. Også efter filmen var slut omkring kl 9 så var der en del der ikke hade så travlt hjemad, så der var en del der blev og snakkede mere Triumph og benzin.

Det var en rigtig superhyggelig RAT aften så her lige før Jul. Og her lukker vi 2005. Vi ses til næste år. Jeg prøver at lave en 2006 kalender om et par uger.

God Jul og et Godt Nytår til jer alle sammen
ønsker
Kristoffer, Karl og Hans-Jørgen.