Gilleleje raid 09.06.2005.


Jeg nærmer mig rundkørslen ved mødestedet og kan allerede se at der er vildt mange motorcykler, der står samlet ved tanken. Vi bliver mange i dag. Sikkert nogle nye også. Det er altid hyggeligt med nye deltagere på vores ture. DMI har også lovet at levere godt vejr, og det ser rigtig godt ud med sol, kun lidt vind og rimeligt lunt. Det bliver helt sikkert en god tur.

Det er en dejlig blanding af både nye og gamle lækre klassiske cykler. Nu prøver jeg at notere hvem der er mødt op. Erik er vendt tilbage efter et længere fravær. Det er ikke nemt med alle pligter og lignende. Erik kører på en blå Bonneville 750cc fra 1970. Sidste år kørte Erik til Nordkap og tilbage på lige netop denne cykel. Erik rapporterer at der ikke var nogle problemer og at cyklen gik fint både nordpå og hjem igen. Imponerende. Respekt fra os. Erik kunne altså underholde os med nogle gode historier i pauserne.

Hvem var ellers mødt op. Der var vores stifinder Mogens på sin grønne Tiger T100 SS fra 1965, Per på sin grønne Sprint RS fra 2004, Jesper på en sort Bonneville 2004 med sidetasker, Bo fra Roskilde på en sort Bonneville 2004, Finn på jubileumsmodellen Bonneville T100 fra 2004 med masser krom og lakering i britiske farver blå, rød og hvid.

Så var der en ny deltager Ole på en flot rød/sølv TR6R på 650cc fra 1969. Meget velkommen Ole! Peter er også ny og han kom på en vel pudset blå Tiger T100 500cc fra 1963. Det er absolut dagens mest vel pudsede cykel. Den ser virkelig flot ud. Godt gået Peter, og meget velkommen til vores ture! Så var der farmand Flemming på en blå japaner SV1000, der havde taget sønnen Michael med sig han var på en sort Kawa ER5 2004. Det er Michaels første gang sammen med os. Velkommen! Ny deltager var også Poul der kom på en grøn Triumph Trophy 1200 fra 1995, en stor touringcykel. Velkommen Poul!

Så var der Jannik på en blå Bonneville 650cc fra 1972, Bjørn på sin orange Thunderbird Sport fra 2003, Michael på den sorte Bonneville med chesterfield sadel fra 1978, Morten på en sort Bonneville 2004 og Ib på den sorte Daytona 955 fra 2003. Derefter var der Hans-Jørgen og Karl på en sort og en rød Speed Triple 2004, Nina på en rød Bonneville 2004. Nina der har fået kørekort i November sidste år deltager for første gang. Velkommen. Nina der laver økonomi og lignende på Triumph City har også startet en køreklub kun for piger, Triumph Girls. Til sidst så var der mig selv på den blå Speed Triple 2001. Vi var altså 20 motorcykler der skulle deltage i dagens tur.

Smilene var store, vejret var godt og det var tid til afgang. Vi tog nordpå gennem skoven til Kongevejen og igen ind på småveje denne gang ved Ny Hammersholt (eller ”Lille Sverige” som det også hedder) og til Hillerød. Fra Hillerød ud nordpå mod Græsted og Gilleleje.

På havnen i Gilleleje havde de startet sommersæsonen, for både grillkiosken og fiskegrillen hade åbent til 9 respektive 10 om aftenen. Her kunne vi få forskelligt at spise og drikke. Dem der ikke havde fået aftensmad var glade. Der var også tid til hyggesnak og dækspark.

Efter pausen så skulle turen gå videre østpå ad strandvejen/kystvejen hvor vi drejede af sydpå mod Esrum Sø. Nogle dejlige snoede småveje. Fremme ved søen tog vi vejen ned langs østsiden hvor vi kommer helt ned ved vandet. Flot køretur. Jannik og Ole drejede af undervejs for at ikke få alt for lang hjem fra turens planlagte endepunkt i Charlottenlund.

Lidt syd for Esrum Sø var der en anden Triumph der fangede os på vejen og tilsluttede sig kolonnen. Jeg syntes i hvert fald, at det var en ny deltager. Efter lidt kiggen, så så jeg at det var en sort Sprint RS og at der var lidt rødt pigehår der stak ud under hjelmen. Nååå, det var Bente der tilsluttede sig os på vor tur sydpå. Hun kunne ikke deltage fra starten på grund af arbejde, men hun tog chancen for at fange os på vejen. Og det lykkedes.

Herfra tog vi videre på de mindste veje til Karlebo og videre mod Kokkedal. Her tog vi over jernbanen og ud til Strandvejen.

Så var dtr stille og rolig kolonne kørsel sydpå ad Strandvejen. Her er der altid biler på alle tider af døgnet. Så her slapper vi bare af, følger trafikken og nyder udsigten. Ved Hørsholm drejer Nina og Karl af hjemad. De har nogle heste at passe. Vi andre fortsatte sydpå. Pludselig var der en politirazzia der ventede og vi blev vinket ind til siden. Politibetjentene blev lidt forbavset over at fange så mange motorcykler på en gang. Og da de så at de alle sammen (næsten) var Triumph så blev de endnu mere forbavsede og en del interesserede. Efter lidt check af kørekort, kiggede de så interesseret på vores cykler. Så skulle vi videre igen. Vi listede stille af sted, men Flemming lavede en smule sjov og gav den godt med gas. Ups, det må man ikke gøre lige foran næsen af Hans-Jørgen. Det er lige som at vifte med et rødt flag foran en spansk tyr. HJ ku selvfølgelig ikke styre sig men skulle vise, hvor nemt en Speed Triple går på baghjulet. De hade jo lige snakket om det med politibetjenten. Så HJ løfter hjulet pænt og nydeligt på p-pladsen og sætter hjulet i marken igen før udkørsel på selve vejen. Godt at de også har lidt humor under uniformen tænker jeg. HJ skal man passe lidt på med.

Nå, men vi fortsætter sydpå mod Charlottenlund hvor vi drejer ind til Cafe Jorden Rundt. Her har de også gået over til sommersæsonen. Ellers så har de lært lidt fra sidste gang. Denne gang lukker de ikke, men stiller borde frem og spørger om hvad vi ku tænke os.

Den altid stor smilende Bo Bonneville fra Roskilde afslører at han bliver 50 år på lørdag og giver en omgang til alle. Vi vælger forskellige øl, kaffe, vand og lignende. En masse tillykke til Bo med hans 50 år!!! Lidt efter var der en der spurgte om Bo og konen ikke hade travlt med forberedelser. Jo, sagde Bo, det havde de. Men Bo glæder sig altid til vores Triumph ture. Og da konen så at han gik rundt i huset som en tiger i et bur, så spurgte hun om han ville ud og køre med drengene. Ja, blev svaret og han blev sendt af sted. Så han kunne sidde her og skåle med drengene for hans 50 år. To fester er ikke så galt. Uden at røbe alt for meget, kan vi sige at i jagt på gaver til Bo, så er der blevet set mange af Bos venner i Triumph butikken de sidste par uger.

Efter en meget god "RAT raid" var der nogen der begyndte at tænke på næste arbejdsdag, og begyndte at køre hjem lidt efter kl 22. Så var der også dem, der ikke ville hjem, men de sidste tog dog af sted omkring 23-tiden.

Tak for en god dag drenge og piger. Vi ses næste gang.
Kristoffer




Kort over Gillelejeturen: