Sving & brems kursus på Knutstorp 03.07.2005.


Det er første dag i sommerens hedebølge, og vi skal op til Knutstorp for at øve bedre motorcykel håndtering med ”brems og sving” kursus på Knutstorp. Denne gang har jeg lokket flere deltagere med, vi er 8 Triumph kørere fra Danmark. Da vi er flere begyndere, vil jeg gerne at vi starter tidligt og at vi kommer i god tid til check ind og maskinkontrol.

Vi mødes allerede lidt før kl 5:30 hos Nina i Grønnegade lige ved siden af Hørsholm Golfklub. Nina kommer ud og byder på morgenkaffe. Det er rigtig dejligt. Knutstorp pladserne er udsolgt for længe siden, men Nina har foræret sin plads væk til sin søn David, der lige har fået motorcykel, så at han hurtig bliver en dygtigere kører. Han kører en sort Bonneville. Lise-Lotte der har fået sit kørekort i sidste måned kommer på sin Thunderbird 1999 eller deromkring. Martin dukker op på sin blå TT600. Og Jesper kommer på sin Bonneville 2004. Alle fire skal starte i den grønne gruppe, der er begyndergruppen. Knutstorp kurserne har tre andre grupper: Gul gruppe for de lidt mere øvede, Blå gruppe for de gode, og til sidst Rød gruppe for idioterne. I rød gruppe finder man forskellige hurtige kørere også dem der øver med rene racing maskiner. Det er i den røde gruppe, når de begynder køre alt for vildt, der sker de fleste uheld og rene crasher. Deraf øgenavnet.

Udover Lise-Lotte, Jesper, Martin og David i grøn gruppe, så skal Frank og Bo med i den blå gruppe. En lidt hård start, men det skal nok gå. Frank og Bo skal møde os ved HH-færgen i Helsingør. Da vi starter ved Hørsholm bliver vejen over færgen hurtigere end hvis vi tog til Amager og over broen. De sidste to deltagere er John og mig (Kristoffer). Jeg har min Speed Triple og John har sin TT600 racing maskine. Da den ikke har nummerplade på, tager vi kassevognen mens de andre kører deres motorcykler til banen.

Lidt over halv seks så starter vi turen fra Grønnegade til færgerne i Helsingør. Vi skal nå færgen kl 6.15 til Sverige. Allerede efter få hundrede meter ser vi to andre motorcykler på vej til motorvejen. En sølv Daytona 2000 og en rød Thruxton 2004. Det må være Frank og Bo og det er dem. Altså kører vi alle samlet til Helsingør. Vi er fremme i god tid, så vi kan nå at købe biletter og stå og hyggesnakke før det er tid til at køre ombord på færgen.

På færgen er der tid til kaffe og morgenmad, hvis man har sparet tid på dette. Turen er kun på 25 minutter og snart kører vi af færgen og kører ud af Helsingborg ret østpå via småveje frem til banen i Knutstorp. Her er der checkin, vi bliver lukket ind, finder samlingspladserne for vores respektive grupper, og cyklerne kommer gennem maskinkontrollen. Dæk, bremser og kæde kontrolleres og cyklernes almene tilstand. Vi blive alle godkendt. Kl 8 er det tid til førermøde. Her samles dagens alle deltagere til information. Hvilke regler gælder, ingen forbikørsler på banen, hvad betyder flagene, hvor man får noget at spise, og hvor toiletterne ligger.

Mødet er forbi efter 30-40 minutter og alle går ud for at samles med sine grupper og planlægge det første kørepass. Hver gruppe kører alene i 15 minutter på banen, for at derefter at vente i 45 minutter mens de andre tre grupper kører 15 minutter hver. I ventetiden laves debriefing og man får feedback fra det sidste kørepass, og man planlægger øvelser til næste kørepass. Og sådan går hele dagen frem til kl 16.

1) Grøn gruppe med David, Lise-Lotte, Jesper og Martin. 2) Grøn gruppe venter på adgang til banen.

1) Franks og Bos cykler.         2) Bo og Frank lytter.               3) Blå gruppe i pit.

Når man har kørt nogle pass, så kan de deltagere, der kører langsomst flyttes ned, og dem der kører hurtigere flyttes op imellem grupperne. Efter frokost, er der gode chancer for at alle kører i en gruppe der passer til deres tempo og hvor man lærer, uden at man stresser for meget.

Sådan køres nogle pass. Jesper og Lise-Lotte blev i gruppen med lav tempo. David og Martin syntes hurtig at tempoet var for lavt. Der blev nogle tilpasninger. Frank og Bo i den blå gruppe fik en hård start men fandt hurtig rytmen. Hver gruppe blev også under opdelt i to og de kunne køre lidt forskelligt.

1) Frank på sølv Daytona.           2) Frank i blå gruppe.

1) og 2) Bo og Frank.

Så kommer vi til den røde gruppe med idioterne. Jeg var selv med til at fastholde gruppens øgenavn. De fire kørepass før frokost var meget fine. Instruktøren Torstein startede med et godt tempo. Første feedback afslørede at halvdelen syntes tempoet var ok, der var en der syntes det var for lavt, og andre der ikke ville ud med deres mening. Ham der syntes det var for langsomt kørte en fuld racer fra rookie klassen med slicks der var ret så slidte. Altså en racer. De næste kørepass kørtes en smule hurtigere hver gang.

Sidste passet før frokost kørte jeg direkte bagved Torstein og racergutten bagved mig. Efter fem omgange fangede vi de sidste i rød gruppe. Så kørte vi ind til siden i pit-lane for at give dem tid at køre en halv omgang før vi kørte ud igen. Og sådan blev vi ved. Rimeligt sjovt. John hade fået en plads midt i feltet og var godt tilfreds, lige i baghjulet på en anden gut. Lige til ham foran gik bredt i en sving og tabte fart, så at John var lige ved at køre ind i ham. John, husk nu at holde afstand, eller kør dog længere op i feltet.

1) Frokostpause

Så var der frokost. Vi hade også fået besøg af Jan og Per der kom for at kigge. Hyggeligt. Jeg fortalte at de godt må gå ud på banen for at kigge i de forskellige sving hvis de bare stod bagved en barriere. I sin fotografiske iver glemte Jan dette råd og stillede sig midt i et sving for at tage fotos. Uha, heldigt at ikke nogen kørte ud lige i det sving. Men vi fik nogle billeder, og det er godt. (Stil dig bagved barrieren næste gang.) Min far og mor bor 10 minutter fra banen, på den anden side af skoven. Min far og søster kom også for at kigge lidt. Sjovt. Jeg viste hvor de kunne gå hen for at se nogle af de gode sving på banen. Hvis de stod på tribunen ved siden af "hårnålen". Derfra kunne de se "krønet", "NGK-svinget", en kort lige, 90-grader venstre, op ad bakken og ind til "hårnålen", derefter en 90-grader venstre efterfulgt af 90-grader højre og derefter ud af syne ned i "Liton". Nogle af banens mest interessante sving kunne overskues der fra.

Efter forkost skulle vi i gang igen. Nu mente Torstein (rød leder) at vi kunne køre mere frit. Racergutten ville gerne køre foran mig lige efter Torstein, så det fik han lov til. Jeg kørte på tredje plads. Tempoet var rimeligt højt fra starten. Faktisk så højt at jeg aldrig fandt min egen rytme, men kørte i de foran kørendes rytme. Stivt og ikke godt.

Vi fangede hurtigt de sidste i rød gruppe og kørte en tur i pit-lane for at give dem tid til en halv omgang og os selve fri bane. Halvvejs i passet, så jeg at John havde kørt ind tidligt til en pause. Bagefter fik jeg at vide, at hans koncentration svigtede en smule, så han var ved at ryge ud af et sving, derfor valgte han at køre ind til en pause. Han er ikke så dum John.

Selv var jeg lidt dummere. I stedet for at slappe af og finde en pæn rytme, ville jeg bide mig fast i Torstein og racerguttens baghjul. De skulle fand’me ikke køre fra mig. De sidste 2-3 omgange begynde jeg at køre dårligere og mere stivt og det blev sværere og sværere at klæbe mig til deres baghjul. Så så jeg det ternede flag, som viser at kørepasset er slut og at vi skal køre ind i pitten, ved slutningen af næste omgang. Skulle jeg slappe af? Nej, fand’me nu skulle jeg give den ekstra tand. Sving en, to og tre fint 150 km/h og op over ”krønet” med 170 km/h og ned til NGK-svingen. Så brems ind til 90-grader venstre og op af bakken til hårnålen. På bakken løfter forhjulet sig og man kan lige sætte hjulet i marken og bremse hårdt før hårnålen. Langsomt ind og hurtigt ud tænker jeg.

Midt i hårnålen har jeg cirka 70 km/h. Men denne gang giver jeg gas lidt for hurtigt og lidt for meget midt i svinget på vej ud. Midt i svinget med fuld nedlægning og fodhvileren i asfalten mærker jeg at baghjulet begynder glide sidelæns ud af svinget. Uvant som jeg er med problemer i grænsesituationer tænker jeg ups og slækker på gassen. Det skulle jeg ikke have gjort! Når gassen slippes og baghjulet drejer langsommere, så tager baghjulet pludselig fat i asfalten igen. Desværre kører cyklen allerede ret meget sidelæns. Det er lige som en kniv pludselig tager fat. Baghjulet tager fat og cyklens vægt der går sidelæns rejser cyklen op, der bliver en eller to kast frem og tilbage med bagenden før cyklen til slut vælter rundt fra indersiden til ydersiden og en eventuel passager bliver skudt af sted som fra en slangebøsse. En klassisk high-sider.

Jeg føler at jeg bliver kastet op og fremad, og derefter er det lidt uklart, hvad der skete. Vidner (min far og andre vidner) fortæller bagefter, at jeg blev skudt af sted fra cyklen, to, tre meter op og 10-12 meter fremad mens jeg laver en koldbøtte. Jeg lander på arm og ryg og hopper op i luften lige som en bold og flyver videre nogle meter, mens jeg laver en ny koldbøtte i luften. Så slår jeg ned i græsset og ruller rundt. Selv opdager jeg kun at jeg bliver smidt af, får en tur i en vaskemaskine og standser op, mens alt er roligt igen.

Eksempel på en highsider med en luft-koldbøtte. (0,3 MB)

Jeg begynder med at ligge stille og trække vejret. Dejligt. Nu har jeg brækket forskellige knogler i mit liv på ski, skøjter, surfing, MC og andre aktiviteter. Derfor kender jeg forskel på slået, trykkede, knækkede og brækkede knogler. Så jeg begynder med lidt selvdiagnose. Jeg starter med at røre fingrene. Check, kun en knækket knogle i venstre hånd. Så prøver jeg at røre tæerne. Alt ok. Så prøver jeg fødderne, ben, knæ og lår. Alt er OK. Super godt. Så er det hænder og arme. Skidt, højre overarm er brækket. Videre. Prøver at røre på ryggen. Det gør ondt, men alt virker OK. Så checker jeg nakken og den virker ok. Resultat: Forslået overalt, men kun højre arm er alvorligt brækket. Det var alligevel heldigt efter den flyvetur. Så ligger jeg og smiler og venter på assistance og ambulance.

Da de første kommer og kigger, så ligger jeg og smiler bredt. Ambulancen er klar og venter ved alle banedage på Knutstorp, kommer og henter mig for en tur til sygehytten på banen. Jeg slapper af på turen til sygehytten, hvor de skal foretage en undersøgelse. Her får jeg sko og handsker af. Så får de checket min nakke og alt er fint, så at de kan fjerne min hjelm. Hjelmen gemmes og skal med til hospitalet for at evaluere slag mod hoved. De er alligevel forsigtige og spænder mig fast på en briks.

De ringer efter en ny ambulance, der skal køre mig til Lunds Universitetshospital. Jeg er ikke i livsfare lige nu og hvis de kørte med mig, så ville der ikke være nogen ambulance ved banen, hvis der skulle ske andre uheld. Mens vi venter på en ny ambulance, begynder adrenalinet at slippe og jeg mærker at det gør ondt overalt. Jeg får noget smertestillende og det hjælper en smule. Den nye ambulancen kommer og jeg får en halv times tur til Lund. Her kommer fem-seks personer, der undersøger mig og jeg får resten at tøjet af og bliver bundet til en briks til videre undersøgelser. Bliver kørt ind i en røntgen-tunnel-maskine hvor der tages en tværsnit røntgen af mig med 10 billeder for hver centimeter fra hoved ned til lår. Med lidt kontrastvæske i blodet, kan de se både knogler og alle organer plus eventuelle indre blødninger. De finder heldigvis intet udover min egen selvdiagnose, og jeg får lov til at se bruddet på overarmen. Den er brækket helt af, men i zig-zag, så den kan sættes på plads og holder sig pænt der, uden der er brug for skruer.

På trods af morfinen, så gør det ondt som bare fanden. Både i armen og i ryggen. De nederste rygmuskler er blevet godt banket, lige som en gang wienerschnitzel og gør ondt som bare fanden. Det er kun hovedet og benene, der ikke gør ondt. Ud på aftenen bliver jeg kørt hjem af min søster til mine forældres hus i Ljungbyhed. Så begynder ventetiden. Irriterende, jeg taber to måneder af sæsongen, og skal bare sidde stille og vente på at alt gror sammen igen. Men hej hvor er jeg heldig. Efter den flyvetur. Alle der ved det, siger at en high-sider er det værste, eftersom man bliver smidt op og slår hårdt ned i marken. Jeg hoppede tilmed op igen som en bold for at flyve videre.

Hjemme hos forældrene beder jeg om en flaske vin som jeg kan forære til min rygbeskytter. Jeg er helt vildt glad for min hjelm, rygbeskytter og resten af tøjet. Mine hænder og fødder har klaret sig fra flere crasher og denne gang fik ryggen et ordentlig gok. De siger at min rygbeskytter lavede en god tatovering på min ryg, hvor rygskinnens struktur kunne ses tatoveret på ryggen. Den har nok reddet ryggen fra større problemer. Nu er det bare musklerne der er smadrede som en wienerschitzel. Da man stadig kan se aftrykkene på ryggen efter fem dages hvile, får jeg taget et billede af den. (Gammelt kamera. Billedet kommer her på siden, efter fremkaldeldse i en fotobutik.)

Så nu sidder jeg og venter på at alt gror sammen igen. Med lidt held, kan jeg køre igen den 19 august hvor der er næste tur til Knutstorp. Cyklen er det lidt værre med. Den fik sig også et ordentlig gok. Ud af hårnålen, skyder mig af sted og hopper selv op i luften og slår ned på venstre side. Et motordæksel smadret, men også der hvor rammen og cylinderhoved er boltet sammen foran til venstre er knækket. Der er knækket lidt fra rammen og lidt fra cylinderhovedet. Lidt dyrt men det går at reparere. Nemmere end min ryg. Så jeg er stadig glad. Der er også andre mindre skader som styr, fodpinde, tank og plastik. Men det er kun ramme og motor der er vigtig.

Jeg snakkede med Torstein over telefonen bagefter. Han har haft flere lignende situationer. Og han bekræfter at man i denne situation aldrig må tage gassen af. Det bedste at gøre, når baghjulet glider er at give fuld gas, så det virkelig stikker af og ikke hugger fat igen. Så vil cyklen lægge sig ned på den lave indside af svinget, en såkaldt low-sider, i stedet for at hugge fat og kaste køreren af sted på en high-sider. Ved en low-sider lægger man sig bare ned og kurer fremad langs asfalten. Ingen voldsomme hug eller slag hverken på føreren eller på cyklen. Det skal jeg prøve at huske næste gang, jeg kører for hurtigt. Når baghjulet slipper så bare giv fuld gas for et blødt nedlæg.

Første gang så ved man ikke så meget og man bliver bange og slipper gassen som en naturlig reaktion. Håber at jeg næste gang genkender situationen og når at give den mere gas. Det bedste er selvfølgelig at finde en god rytme og køre blødt og nydeligt på banen. Så går det automatisk hurtigt. Men når man kører stift eller ukoncentreret, så skal man tage sig en pause. Man skal i hvert fald ikke prøve at fange en racergut på slicks-dæk, når han har kørt sig varm. Jeg må se om jeg kan følge mine egne råd, næste gang i august.

Nu må det være nok om mig selv. Med så mange vidner fra klubben så blev jeg afkrævet en beretning, og det må anses at være klaret nu. Nu til noget vigtigere. Hvad med de andre?

Jeg havde håbet på ikke at ødelægge deres dag på Knutstorp. Heldigvis er der erfaring for, at nogle af de røde idioter kører over evne, og efter en kort pause når ”tumpen” er fjernet fra banen, så kører grupperne videre med deres kørepass. Så også denne dag. Jeg har snakket med nogle af klubbens deltagere og de sagde alle sammen at de kørte videre og at det var en rigtig god dag.

Her kommer nogle citat fra de andre:
Lise-Lotte (grøn gruppe): Det var en god dag. Jeg lærte rigtig meget. Allerede på vejen hjem kunne jeg mærke at jeg kørte bedre og havde mere styr på min store Thunderbird motorcykel. De bedste 1000 kr. Jeg har brugt længe. Jeg skal helt sikkert med igen.
Martin (grøn gruppe): Det var rigtig godt. Jeg skal med igen næste år.
Jesper (grøn gruppe): Det var rigtig, rigtig godt. Jeg lærte meget.
Frank (blå gruppe): Dette kursus er helt vildt godt. De bedste 1000 kr jeg givet ud overhovedet i mit liv. Rigtig gode instruktører. Hvordan melder jeg mig til næste gang? (Han er allerede meldt til 2-dages kurset i august.)
Bo (blå gruppe): Bo er også meldt til næste kursus, 2-dages den 19-20 august.
John og jeg kommer som altid. Jeg har ikke gået glip af et eneste kursus, de sidste tre år. Jeg når nok ikke at få lavet min cykel i tide, men håber på en anden løsning.

Ok, det var det. En rigtig god dag på Knutstorp. Som altid. Jeg er meget glad for at flere i Triumph klubben har prøvet og nydt dette køretekniske kursus på Knutstorp. Ked af at jeg tumpede mig og ødelade lidt af den fælles glæde. Men jeg er heldig, lige som jeg plejer og alt i alt var det en supergod dag for 7 af vores deltagere og en god dag for mig også.

Vi ses,
Kristoffer