Sving & bremse kursus på Knutstorp 19.08.2005.


Vi var tre danskere og en halv-dansker der skulle til Knutstorp og lære at håndtere sin motorcykel bedre og mere sikkert. Samtidigt skulle vi have det virkeligt sjovt. Det var Frank, Bo, John og Kristoffer. Tre af os ville gentage succesen fra sidste gang, og den sidste - mig - var meget spændt på om jeg kunne køre overhovedet. Det var gået seks uger siden min ”high sider” med brækket arm. Men den var allerede halv god, og man bruger ikke mange kræfter når man styrer en cykel. Så jeg ville prøve om jeg ikke kunne deltage i årets sidste SMC kursus.

Denne gang skulle vi køre i to dage, fredag og lørdag. Begge dage fra kl 8 til kl 16. John og jeg tog af sted aftenen før, torsdag aften, for at sove mest muligt før mødetiden 7.30 om morgenen. Mine forældre bor i Ljungbyhed det er 20 km fra banen, så vi gæstede dem. Jeg havde også fundet et motel/vandrehjem til Frank og Bo. De skulle give 200 kr per næse hvilket de syntes var rimeligt ok.

Fredag morgen og vi ankommer til banen. Vi bliver checket ind, og finder vores respektive gruppe i pit området. Frank og Bo i blå gruppe for de, der er gode, og John og jeg i rød gruppe for idioterne. Ja... hvad skal man sige. Vores maskiner skal gennemgå teknisk kontrol, hvor de checker sikkerheds ting som bremser, dæk, kæde, og lignende. Franks bremsegreb prøves flere gange, John skal lufte sin forbremse, og min hjemmelavede gearpedal får et ekstra kig. Men til sidst er vi alle godkendte.

Så er der førermøde hvor dagens program gennemgås, sammen med sikkerheds og ordens regler. Derefter mødes alle deltagere i hver sin køre gruppe (grøn, gul, blå og rød) hvor dagens første ”kørepas” planlægges.

Frank og Bo så ud til at hygge sig rigtig godt. De gik omkring i pit området med store smili i pauserne mellem ”kørepassen”. John lærte sin nye TT600 maskine bedre at kende. Bo's Thruxton lød virkelig godt når den drønede forbi start/mål for fulde gardiner, eller når han gav fuld gas ud af sving to. Der kom tilmed en gut der sagde at Bo's Thruxton, var den, der lød absolut bedst af alle cykler på banen. En anden mente at lyden var lige som at være til klassisk løb.

1) og 2) Frank på sølv Daytona og Bo på rød Thruxton.

Og hvad med mig selv? Det var første gang jeg sad på motorcykelen efter mit styrt. Men ellers skulle jeg gå glip at årets sidste SMC øvelse på Knutstorp. Under mit første ”kørepass” må jeg erkende at jeg nok havde fået et chok fra min voldsomme ”high sider” sidste gang. ”Kørepassset” var en smule ubehageligt. Jeg syntes det gik for hurtigt og jeg kørte spændt, stift og dårligt.

I den første pause måtte jeg tænke mig om. Jeg var nødt til at droppe farten og kun køre med 70-80% af min grænse for at fjerne al stress og begynde forfra og vænne mig til cyklen og til banen. Andet ”kørepass” var stadig ubehageligt. Men med lavere fart, kunne jeg tænke over hvad jeg lavede, og hvordan jeg kørte. Lidt af gangen, begyndte jeg så at lære mig, at kigge det rigtige sted i svingene, føle indgangen og udgangen af svingene og føle lidt mere kontrol over kørslen. Tredje ”kørepass” øvede jeg på samme måde, og det ubehagelige begyndte at forsvinde.

I det tredje ”kørepass” var der en gut lige foran mig på en sprit ny Ducati 749s der crashede i Lito-svinget. Han kørte ret hurtigt, på en ny maskine han ikke kendte 100% og midt i svinget forsvandt forhjulet for ham og han lade sig ned i en ”low sider” lige efter skolebogen. Så kurede han langs asfalten og ud i græsset. Typisk eksempel på hvorfor jeg med lidt humor kalder den røde gruppe for idiotgruppen. Det er ham, mig og de andre idioter i rød gruppe. Han fik ingen hårde knubs men et såret ego og dyre reparationer. Den sprit nye cykel havde heller ingen ”crash-pads” monteret så han ridsede hele venstre siden af kåben, brækkede spejlet, blinklyset, fodhvileren og bremsepedalen. Hvorfor sker det ikke i den grønne gruppe? Fordi der er ingen idioter. :-)

Over i den blå gruppe kørte Frank og Bo bedre og bedre. Bo syntes at Thruxtons fodhvilere var monteret lidt for lavt, og begyndte en jævn og stædig slibning af fodhvilerne så de kunne give lidt mere plads når han lænede cyklen i svingene. Næste år må han montere fodhvilerne lidt højere og samtidig skifte sit "offroad" bagdæk ud til et der er mere tilpasset banen. Frank og Bo havde to af dagens største smil når de slappede af i pitområdet mellem ”kørepassen”.

Efter frokost var mit ubehag helt væk og jeg kunne fortsætte med min plan, om at uddanne mig forfra i god håndtering af cyklen. Jeg kørte stadig langsomt og uden stress og havde tid til at øve mig på banens kørelinjer, kende cyklens opførsel og finde en god rytme. Armen plagede mig en smule specielt ved opbremsninger og i nogle sving. Men jeg lærte at lægge vægten lige og ikke på tværs af armen, så det ikke blev værre. Jeg var rimeligt tilfreds med, at pinen var på en konstant og rimeligt lavt niveau.

Da dagens kørsel var overstået kl. 16, så stod vi alle fire, ret trætte drenge med store smil over det hele. Det var tid til en bajer og pakke udstyret sammen til den korte tur til Ljungbyhed, hvor vi skulle overnatte.

I Ljungbyhed var der marked i denne weekend. Vi kunne gå rundt og kigge lidt og vælge forskelligt mad, der tilbydes fra alle sider. Der var lidt græsk grillspyd, Skånsk sild med løg, senneps/dild sovs, kartoffelmos og tyttebærsyltetøj og det hele afsluttedes med lidt thai-mad. Det blev skyllet ned med medbragt dansk øl.

1) og 2) John, Frank og Bo spiser sild.

Da vi hade fået nok af markedet, tog vi så hen til mine forældres hus, hvor vi hade parkeret cyklerne for natten og for at slappe af med et par bajere i haven.

Det skulle også blive en lang og varm dag næste dag, så vi gik i seng rimeligt tidlig for at være friske til morgendagen. Klokken 7.30 næste dag var vi tilbage på banen. Dagen startede med førermøde med information og video. Derefter startede dagens ”kørepass”.

Mens Frank og Bo stor smilende gik til den, hvor de slap i går, så fortsatte jeg min plan om, at køre lidt langsommere for at have tid til at tænke efter hvad jeg lavede og tid til at øve forskellige elementer i kørslen. Dette gav pote og kørslen blev mere flydende og alment bedre.

Jeg kunne også se at John blev mere og mere kendt med sin nye TT600 cykel og han kørte rigtig godt. Han bremsede meget, meget sent på den lange lige. Og når jeg kørte bagved ham nogle omgange så kunne jeg se at han kørte dejligt flydende og hurtig rundt på banen. Han havde problem med sporet i NGK-svinget hvor han tabte lidt tid, men instruktøren snakkede om det, i den næste pause, for at i næste ”kørepass” ville han køre foran og vise sporet. John kører rigtig pænt nu. Meget bedre end sidste år.

Selv var jeg meget tilfreds. Jeg slog ingen banerekorder, men kom i sving igen og fandt min rytme på banen. Kører lidt mere strategisk nu, og vil kigge på farten næste gang.

Der var rigtig meget sol og rigtig varmt om lørdagen. Da alle dagens ”kørepass” var til ende, så var vi også rimeligt færdige. Jeg var ret træt og meget, meget tilfreds. Det her er noget af det sjoveste man kan lave med tøj på. Jan Kruber var kommet for at kigge lidt og vi fik alle sammen en bajer og smeltet chokolade før det var tid til at pakke sammen og køre hjem igen.

Frank meddelte direkte at til næste år, så ville han tilmelde sig alle årets SMC kurser for hele året på en gang. Lige præcis min taktik, siden flere år tilbage. Til næste år håber jeg at se flere begyndere deltage i den grønne gruppe. Det er faktisk dem der har den største fordel og lærer mest fra disse banedage med SMC. Hvis du er i tvivl så spørg en af de andre, der var med i grøn gruppe sidste gang.

vi ses,
Kristoffer