|
Torsdag morgen før fanden fik sko på, skulle man op for at nå ned til Tankstationen
i Karlslunde inden afgang til Harzen kl. 6.30. Da jeg ankom var Klaus allerede kommet
på sin hvide Street Triple -08, Birgit og John i en rød Fiat 124 Spider. Kort tid
efter kom Richard på en orange/hvid Scrambler -07 og mig selv (Mogens) på en
Bonneville Black -08. Efter at have hilst på hinanden og fotograferet lidt gjorde
vi klar til start.
Efter ca. 150 km på motorvej ankom vi til Rødby Havn ca. kl. 7.30, vi drejede af
og kørte ind i byen for at tanke, efter at have tanket kørte vi ned til færgen.
Da vi kom i land på Fehmern fortsatte vi ad motorvejen til Lübeck, Hamburg og Lüneburg.
I Lüneburg tankede vi igen. Vi fortsatte nu ad en kringlet rute Klaus havde lagt
på sin GPS, vi endte inde i det tidligere Øst Tyskland hvor vejene mildest talt
var elendige, lappet og hullet asfalt samt lange strækninger med brobelægning.
Da vi nærmede os Wolfsburg (VW) opdagede jeg at min nye Givi vindskærm var raslet
i stykker, der manglede skruer og beslag. Men den altid beredte John hentede
Gaffatapen i bagagerummet og vupti var min vindskærm nødtørftigt repareret.
Ud på eftermiddagen nåede vi så til Bad Lauterberg og pension Roseneck, hvor
Jackie og Greg tog i mod os. Efter at have fundet vores værelser, mødtes i
gårdhaven og fik os en velfortjent øl, weissbier til Klaus og Schwartzbier
til os andre.
Fredag morgen stod vi op til strålende solskinsvejr, efter morgenmaden besluttede
vi os at tage til Kyffhäuser. Kyffhäuser er en gammel borg men de sidste 4,5 km
af vejen før borgen består af 36 sving, det var helt vildt at køre først op og
siden ned ad denne strækning.
Neden for strækningen er der en parkeringsplads
hvor man kan få noget at drikke og spise, mens Richard og jeg tog et hvil, kørte
Klaus endnu en tur op og ned af strækningen, han var helt euforisk da han kom tilbage.
Undervejs til Kyffhäuser gjorde vi stop i byen Stolberg, denne by benyttede
Østtyskerne som et eksempel på hvor godt der var i Østtyskland samt at de passede
godt på de gamle bevaringsværdige huse. Her gjorde vi stop og fik os en kop kaffe
og et stort stykke kage (himmelsk).
Da vi stod op om lørdagen regnede det, først henad kl. 16.00 holdt det op og vejene
tørrede op. Vi besluttede os for at køre en aftentur. Først kørte vi til Torfhaus,
et udsigtspunkt på den vesttyske side, hvor vesttyskerne kunne kigge over til
Brocken (Bloksbjerg) som lå på den østtyske side, her fik vi os en kop varm
chokolade da temperaturen kun var omkring 8 grader. Derefter kørte vi til Oker
søen hvor man har opført dæmninger, så man kan producere elektricitet, samt have
drikkevand. Vi rundede lige Goslar inden stak snuden hjemad til pensionatet.
Søndag var det igen strålende solskinsvejr, så efter morgenmaden satte vi kurs
mod Rappbode, her opførte østtyskerne en kæmpe dæmning for at kunne forsyne
befolkningen med drikkevand og elektricitet. Ved udsigtspunktet er blevet opført
en ny forlystelse (jeg kan ikke huske navnet) hvor man bliver iført seletøj og
hængt op under en wire, derefter ”flyver” man ned ad wiren med op til 80 km i timen,
ved slut stationen bliver man transprteret tilbage til udgangspunktet i en minibus.
På vej til Quedlinburg kørte vi langs en flod, på den modsatte bred lå der en dele
huse samt en café, her gjorde vi holdt for at få noget at spise og drikke.
Vi parkerede motorcyklerne og gik over floden via en fodgængerbro, hvis man
skulle køre over på den anden side skulle man benytte et vadested, hvor vandhøjden
vel var mellem 10 og 20 cm. Vi prøvede at lokke Richard til at køre over med
Scrambleren, men det lykkedes ikke.
Efter at vi havde spist fortsatte vi til Quedlinburg og så på den flotte gamle borg,
efter sightseeingen på borgen fik vi en kop kaffe med kage til.
Derefter kørte vi ad mange sjove veje tilbage til pesionatet hvor de kolde øl
ventede os, om aftenen grillede Jackie og Greg pølser og nakkekotteletter til
alle gæsterne.
Mandag morgen var det tid til hjemturen, det havde regnet om natten, men da vi
skulle køre efter morgenmaden var det tørvejr, op på cyklerne og af sted, men vi
havde ikke kørt langt før det begyndte at småregne, efter en del kilometer blev
vi enige om at nu måtte vi hellere iføre os regntøj. Det regnede det meste af vejen,
først da vi kom mellem Hamburg og Lübeck holdt det op, så havde vi også tørvejr resten af vejen.
Da vi kom om bord på færgen skulle vi have kaffe og kage. Alt i alt en pragtfuld
tur med gode venner og dejlige veje, vi må derned igen til næste år!!
Mogens
|