Skåne raid 29.05.2014


Mogens beretning fra turen:

Det er næsten blevet en tradition at vi deltager i Hinckley Skåne’s Kr. Himmelfarts tur. Hvem var var mødt op på Statoil tanken i Kastrup? Da jeg kørte ind på tanken var Søren på den lyseblå Honda CBX 550 -84 allerede kommet. Derefter kom i en lind strøm, Niels på en sort Bonneville -10, Tom på en rød Legend -00, Jan på en blå TT600 -02, Carsten på en rød Yamaha XJ900 -83, Rolf på en lysegrøn Tiger 800 -12, Mads-Peter på en sølv/grøn Bonneville -01 og mig selv på en sort Bonneville -08.

Efter en del snakken startede vi turen til Sjöbo hvor vi skulle mødes med vores svenske venner. Efter en lille times kørsel ankom vi til Sjöbo. Efter samråd med turlederen startede vi med at køre til den nærmeste benzin tank for at få fyldt de danske tanke helt op.

Derefter kørte vi af prægtige små veje til Degeberga, undervejs holdt vi en kort pause for at få strakt vores ben m.m.

Ved Degeberga holdt vi frokostpause i Forsaker, der er et naturreservat. I reservatet findes Skånes største vandfald. Et par stykker af os, bl. a. mig var lidt langsomme med at komme afsted til vandfaldet, så vi valgte at gå op til det øverste vandfald, men da jeg havde gået et stykke kunne mine gamle ben ikke klare mere, derfor valgte jeg at vende om. De andre der var med valgte det samme. Vi gik tilbage til parkeringspladsen og spiste vores frokost. Så Jan, Carsten, Tom, Mads-Peter og jeg fik ikke set vandfaldet.

Efter frokostpausen kørte vi igen af nogle aldeles pragtfulde veje til Gunnarshögs gårdbutik og café, her gjorde vi holdt og fik os en kop kaffe og kage.

Efter kaffepausen kørte vi tilbage mod Sjöbo, lige før ”flygrakan” stoppede vi fordi de Skåne Hinckley medlemmer der boede i Malmø, ville tage til Malmø af nogle fine veje, vi besluttede at følges med dem til Malmø. Det var nogle gode veje men tur lederen der havde konen bagpå havde fart på.

Da vi nåede til motorvejen uden for Malmö sagde vi farvel til vore svenske venner og tog motorvejen til broen og retur til Danmark.

Vi stoppede på Statoil tanken i Kastrup for at afslutte dagens køretur.

Mogens